Blog

Stop op

Husk indimellem at sætte livet på nedsat tempo. Jeg har længe taget mig selv i at tænke ”det skal jeg lige se at få gjort en dag” og jeg kan faktisk godt se, at inden jeg får set mig om, så er jeg 102, sidder på plejehjem og tænker ”det skal jeg lige se at få gjort en dag”.

Jeg har ret unge forældre, og jeg kan huske da min far blev 40 og han fortalte, at han syntes, at tiden gik hurtigt. Jeg var 21 og havde tanken ”aarrhhh slap af, der er jo masser af tid”. Da han blev 50 sagde han, at de sidste 10 år var gået med lynets hast. Jeg var 31 på det tidspunkt, og havde virkelig tanken ”hvad pokker taler han om, det går da i et ok tempo”.

På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg 2 år senere skulle blive mor, og fra dag 1 begyndte tiden at speede op. 9 år senere blev jeg mor igen, og farten blev sat yderligere op.

Da jeg blev 50 for 2 år siden, tænkte jeg på, hvad min far havde sagt både 10 og 20 år tidligere, og nu måtte jeg altså give ham ret.

Det er som om, at fra det øjeblik jeg fik børn og til nu, der er der kun gået et øjeblik. Når jeg er i min hverdag, så går tiden ikke hurtigere end den går, og når jeg ser tilbage, så ved jeg godt, at så hurtigt er tiden heller ikke gået. Det føles bare som hurtigt.

Det er trods alt blevet til et hav af juler og nytårer, bunker af børnefødselsdage, konfirmationer, stævner i forskellige sportsgrene, utallige familiemiddage, frisørbesøg, runde fødselsdage, grillfester, dødsfald, uddannelser, skilsmisser, barnsygdage, højlydte skænderier og uenigheder, koncerter, restaurantbesøg, i tusindvis af arbejdsdage og overarbejdstimer, påbrændte saucer, institutioner i alle afskygninger, udtjente biler, sygedage, skoledage, lektier og eksamener, operationer og gipsindbundne arme, fede ferie og knap så fede ferier, flade cykler, bryllupper …. og meget meget mere.

Mit budskab, som måske er særlig tilegnet mig selv, så husk lige, med jævne mellemrum, at kaste håndankret, og gør lige nøjagtig kun det, der er nødvendigt og meget gerne flere dage i streg.

Livet er vist en række gode øjeblikke der tilsammen helst skal rime på lykke og kærlighed.

Bekymring er en stopklods

Jeg faldt over denne her forleden ”mit liv har været fyldt med bekymringer, og de fleste er ikke blevet til noget”. Den tyggede jeg lidt på, og så var jeg simpelthen bare nødt til at erkende, at det er sådan jeg har haft det rigtig meget. Ikke så meget mere, men engang.

I øjeblikket er jeg på kursus i grundlæggende projektledelse. Super spændende, og jeg har endelig fundet ud af, hvor jeg kan bruge min latente bekymringskompetence optimalt. Når et projekt skal planlægges og sammensættes, er der mange forløb og trin, der skal bearbejdes. Der er blandt andet ”hvad er det værste, der kan ske for projektet”, og her må jeg bare sige, jeg indtager uden problemer en podieplads.

Det er projektledelse, og der er det meget godt at kunne hive de sorte briller frem et kort øjeblik. I livet kan jeg, halvvejs igennem, blot informere, at det giver rigtig mange udfordringer at bevæge sig på bekymringens vej.

Jeg ved godt, at vi ikke kan styre vores tanker. Vores hjerne er en 8-sporet motorvej, hvor tankerne suser igennem med 400 km i timen. Nogen mener, at 80% af vores tanker er afsat til bekymringer. 80% . Jeg er til gengæld af den overbevisning, at jeg selv er herre over, hvor meget bekymringerne skal sabotere mit liv.

Tro mig, jeg har været igennem det, og det er benhårdt arbejde. Fordi præmien er så værdifuld, er det alt slidet værd. At være vågen på mit eget liv er det bedste jeg kan gøre for mig selv. Jeg har lært mig, at hvis jeg tænker det-værste-der-kan-ske, så skal jeg også tænke den-største-succes. Jeg har observeret, at når jeg skaber balance i tankerne på den måde, så fiser luften ud af katastrofetankerne. Det er ikke underbygget af en lægevidenskabelig undersøgelse, men min egen lille lommefilosofi, og den virker for mig.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, og især de helt sorte år da jeg var meget ung, det var sgu op ad bakke. Jeg vil ikke undvære et øjeblik, for det er en del af den jeg er i dag, men en gang imellem, så ønsker jeg, at jeg havde håndteret begivenhederne på en anden måde. Udfaldet var uden tvivl blevet det samme, men hullerne jeg skulle op ad dengang, havde nok været knap så dybe.

Jeg bliver aldrig for gammel til at lære eller til at blive en endnu bedre version af mig selv.

Mor i en sen alder

Jeg fik mit sidste barn, da jeg var 41 år. Der var flere, der syntes at de lige ville nævne, at jeg da aldrig kom i gang med at leve mit senior-liv.

Senior-liv helt ærligt, hvad er et senior-liv?

Da jeg Googlede ”hvad betyder senior-liv” poppede specielt 2 ord op ”pensionist” og ”ældre sagen”

Misforstå mig ikke, men jeg har altså ikke travlt med at blive pensionist. Der er mange måder at ældes på. På SOSU-vagter oplever jeg, hvordan livet kan bære os hen. Der er de frisk ældre/ gamle, og så er der også dem, der ikke er de superbedste reklamesøjler for pensionistlivet aka seniorlivet.

Der er rigtig mange hjem, hvor der for det meste er alt for stille, der lugter måske lidt indelukket, osten i køleskabet har triste skorper, planterne i vinduerne har visne blade, gardinerne er gulnede og det mærkes lidt ensomt. Jeg vil for alt i verden ikke bytte.

Jeg vil godt indrømme, at der er dage, hvor vores hjem syder af uenigheder, kæledyrene sviner, unger har venner med hjem og køkkenet ligner noget der er sprunget en bombe i, der er så meget uro og ingen synergi i larmelydene, at det er svært at tænkte en klar tanke. Ingen ved hvornår vi skal spise, og hvad vi skal spise, opvaskemaskinen er ikke tømt, tøjet ligger stadigvæk vådt i vaskemaskinen, i morgen skal den yngste have kage med i skole og vi har ingen bagekageingredienser …

… lige der i et kort øjeblik,  har jeg et par gange, eller fire,  lukket mine øjne og beamet mig tilbage til min singlehybel for 23 år siden … hold så lige kæft, hvor var der stille, indimellem lugtede der måske lidt indelukket, og man kunne sikkert også mærke ensomheden … pufff og jeg er med et smil og stor kærlighed tilbage til et inferno af larm, rod og kaos.

Jeg begyndte åbenbart mit liv med et senior-liv og opgraderede mig selv til et hjem med sus i sejlene. Uanset hvad jeg er op imod, så klarer jeg det altid. På den ene eller den anden måde, og med samarbejde,  bliver opvaskemaskinen tømt, der bliver lavet både aftensmad og bagt skolekage, tøjet kommet op at hænge til tørre og alle er gode venner igen inden, der bliver sagt godnat.

Jeg elsker hvert et øjeblik med mine børn, min uperfekte støjende familie. Jeg elsker, at jeg aldrig har haft travlt med at gøre karrierer, men prioriteret min tid med mine børn. Det er mit valg og jeg håber dælme, at andre gør de valg, der passer til deres familie.

Jeg deler ikke mit liv op i etaper. Det hele er et langt liv, hvor både op- og nedture er en del af lærepengene. Jeg sætter ikke etiket på, hvornår jeg er teen, ung, sen-ung, ældre, mere-ældre, senior, gammel og master.

Jeg har ikke travlt med at blive senior, jeg er taknemmelig for, at jeg har fået børn i en sen alder, og livet, det er der ingen facitliste på, men det skal føles rigtigt.

Lille ændring – stor virkning

Der er tider, hvor jeg tænker ”hmmmm det er da spøjst, at jeg ikke har reageret tidligere på det, der generer mig”. Jeg kommer altid hurtigt frem til, at hvis jeg ikke er klar, så er jeg ikke klar, og det er der ingen hestekræfter, skideballer, overbevisende samtaler eller andet godt, der kan lave om på.

For snart 3 år siden stoppede jeg med at ryge. Efter 33 år stoppede jeg fra det ene øjeblik til det andet. Jeg var egentlig ikke forberedt, men nu jeg kan godt se, at i tiden optil rygestoppet, der havde der været mange indre samtaler.

I forbindelse med rygestoppet øgede jeg min kropsvægt med adskillige kilo. Uden at opdage det, havde jeg fået et gevaldigt forbrug af lakridser. Lakridser feder jo ikke!!! Jo det gør de så, og i de mængder jeg konsumerede, var de ikke bare fedende, men også vældig gode til, at forhøje mit blodtryk.

Da vi rammer vinteren 2018 og vintertøjskasserne kommer frem, kan jeg godt se, at jeg har glemt alt om, at lynlåsen i min vinterjakke er ødelagt. Jakken er da vist også krøbet en del, mens den har ligget på lager. Jakken bliver fikset, men der går ikke længe, så går den nye lynlås også i stykker. Hvorfor mon??? Jeg må have mig en ny frakke.

Jeg finder den helt rigtige frakke, men størrelsen kan jeg ikke rigtig forene mig med. På omkring samme tid begynder jeg, at have svært ved at lyne mine bukser. Især de bukser, hvor lynlåsen sidder i siden. Pludselig kan jeg ikke rigtig nå, faktisk går mine arme nærmest i krampe, når jeg skal nå over i venstre side.

Der. Lige præcis de 2 situationer gjorde, at jeg havde fået nok. Jeg havde aldrig været så klar, som i det øjeblik. Det gælder om, at gribe muligheden, når den kommer susende forbi med 400 km i timen.

Jeg købte et fitnesskort og gik min nye vej. Jeg skulle redde mig selv. I begyndelsen var det noget jeg gjorde, fordi jeg havde givet mig selv high five på det. Sjovt nok, så er jeg mega standhaftig, når jeg først er kommet dertil.

Lakridser blev absolut NO GO. Jeg må have lignet en lakridsoman af højeste rang, når jeg stod i den lokale Brugs, og stirrede på mine yndlings lakridser i lang tid. Og gik igen.

Jeg trænede ved hver mulighed, der bød sig. Hvis jeg var irriteret på min mand, så trænede jeg i stedet for at råbe ad ham. Når jeg vågnede kl 0530 lørdag morgen stod jeg op og trænede, i stedet for at ligge og køre rundt i dynerne. Jeg trænede når jeg kom fra arbejde, i stedet for at sidde og læse mails og intrabeskeder fra skolen. Når de andre i familien havde projekter, der ikke direkte involverede mig, tog jeg mit træningstøj på, og så afsted. Alle mine tidligere overspringshandlinger blev konverteret til træning.

I begyndelsen tabte jeg mig ikke et gram. Faktisk i mange måneder tabte jeg mig ikke et gram. Men til gengæld kunne jeg mærke, at min krop blev stærkere. Jeg kunne mærke, at mit sind og mine tankemønstre gik i en ny retning, i en givende retning.

Uden at tænke så meget over det, begyndte jeg at foretage små justeringer i min mad. Portionerne blev mindre med færre kulhydrater. Isen på havnen krympede fra 2-3 kugler til 1 kugle. Få og overskuelige ændringer, der passede i mit helt eget tempo.

I dag 7 måneder senere har jeg mistet en del kilo og centimeter. Jeg ved ikke hvor langt jeg er fra målet, for målet har ændret sig. Det handler ikke længere om at øge på tabskontoen, men derimod handler det om, at have en god indstilling til mig selv, og få balance i mit sind og min krop. Jeg kan ikke engang fortælle dig, hvad jeg har ændret og hvornår, det er sket når det skulle, i den helt rigtige rækkefølge.

Uanset hvilke ændringer der skal til i livet, så er der den rette energi når vi skal bruge det. Lige meget hvordan vi vender og drejer det, så er nuet altid det bedste tidspunkt at begynde.

I går kan jeg ikke indhente, i morgen kan jeg være godt på vej, hvis jeg vel og mærke begynder i dag.

God sommer til dig og dine.

Sort og hvidt

Ind imellem kan det godt føles som om, at livet ville være en kende nemmere, hvis det kun var sort og hvidt vi kunne vælge imellem.

Vi skal som mennesker hele tiden navigere imellem alle nuancerne derimellem. Samtidig skal hjernen aflæse en masse signaler, symboler, non-verbal kommunikation og alt det imellem. Vi skal forholde os til lyde, farver, smage, dufte, lytte til vores egen krop og indre stemme og så alt det imellem.

Derudover suser der så også i omegnen af 60.000 tanker igennem hjernen, og for at det ikke skal være løgn, så er cirka 95% af de tanker du tænker i dag, de samme du tænkte i går. Uanset om tanken er en genganger eller ny, skal den sorteres. Det kan være i bunker med overskrifter som vigtig, ligegyldig, positiv, en ny ide der måske skal bruges, et minde fra skoletiden, negativ, en duft giver en tanke, en melodi, et gammelt traume … ja jeg kunne blive ved i det uendelige, der er helt vildt mange bunker derinde.

Der er ikke noget at sige til, at vi bliver trætte, og nogen af os må lægge os for en stund. Der er heller ikke noget at sige til, at nogen af os måske begynder, at søge steder hen, hvor der måske er lidt mere stille, lidt mere ro på, lidt mulighed for at skrue ned for styrken af tanker, og mærke efter det, der befinder sig inde bagved.

For mig er det vigtigt, at stille spørgsmålstegn ved mine egne opfattelser. For det jeg troede på engang, er ikke nødvendigvis min nuværende indstilling eller måde at anskue tingene på. Det kaldes udvikling.

Derfor gør jeg mig selv den tjeneste, at jeg indimellem går helt tæt på min indre scanner blot for at opgradere til en nutidig version, så jeg er sikker på, at der er en rimelig sammenhæng mellem det jeg ser, det jeg tænker, det jeg mærker og det jeg lever.

Billedet er hentet med tilladelse fra itwasneveradress.com. Jeg synes symbolet viser ret præcist, hvad jeg pr. automatik aflæser, men virkeligheden er muligvis noget andet.

Livet er meget mere end sort og hvidt, og hvis vi kigger rigtig godt efter kan vi blive overrasket positivt.

Kontrol og tillid

Jeg kan godt lide at have kontrol over mit liv, eller i hvert fald de vitale punkter. Da jeg var yngre, kunne jeg godt lide, at have kontrol på alle punkter i mit liv. Det er nok i bund og grund det som livet handler om, at blive klogere på sig selv, og slippe det der tynger og tilføje det der letter.

Mit liv for 30 år siden og i dag er 2 forskellige versioner. Det havde det ikke behøvet at være. Jeg kunne have valgt, at lukke ørerne for min indre stemme, ignoreret mine tankemønstre, mine handlinger og kørt videre i det behagelige midterspor, hvor der er god plads til begge sider.

Trods min trang til kontrol, så har jeg også en indre rebel, der nysgerrigt har behov for forandring, udforskning, fornyelse. Rebellen er, heldigvis for mig, den der oftest vinder de indre dueller. I dag har jeg kontrol, men jeg har skisme også ikkekontrol.

Før skulle jeg vide alt, nu er det nok at vide det meste. Før skulle det hele helst være på min måde, nu er det nok, at noget er som jeg synes. Før skulle en bilferie planlægges til mindste detalje, nu ser jeg noget andet end jeg havde planlagt, hvis jeg misser afkørslen. Sådan kan jeg hive mange eksempler op ad hatten.

Når jeg i en længere periode, som nu, ikke har haft fokus på mine fremtidsplaner, fordi mine nutidsopgaver kræver min tilstedeværelse, ville det før i tiden have lignet et tilbageslag. Jeg har rigtig mange geniale kuldsejlede projekter på den bekostning. I dag ser jeg det derimod som et tegn på, at jeg er langt fra kontrolknappen, og at jeg accepterer tingenes tilstand, fordi jeg har fuld tillid til, at det kun er for en periode.

Lur mig, om noget tid, det kan være i næste uge, om et halvt år, om 4 år eller når jeg går på pension, så vil jeg pludselig fatte meningen med denne ”udsættelse af planerne”. Jeg har efterhånden prøvet det så mange gange, at når der er gået en rum tid, så falder brikkerne på plads med tanken ”aarrrhhhhh det var da derfor at det gik som det gik”.

Alt er godt og det skal blive ved med at være godt, derfor er det også vigtigt at kigge indad og få ryddet lidt op en gang imellem. Der kan ikke komme nyt på hylderne, når der ligger gammelt og fylder.

Hvornår fanden høster vi

Er det bare mig, eller føles det nogen gang som om, at såmaskinen arbejder fuldtids, mens høstmaskinen samler støv bagest i garagen.

Ja jeg ved godt, at det er til at grine lidt ad, for når jeg kigger dybere, så er det ikke sådan det er. Ind imellem synes jeg bare, at livet går i en retning, og mens jeg vender ryggen til og hænger lidt vasketøj op, så er der foretaget en drejning jeg ikke helt havde gjort mig klar til.

Jeg bliver det jeg spiser, og mit liv er det jeg tænker. Det er 2 ret gode rettesnore, at have med i den lille bog i inderlommen. Når jeg ruller mig i negative tanker så tiltrækker jeg negativitet og når jeg har fokus på positive tanker, så er det gavetid. Det er ikke mig, der har opfundet den regel, sådan fungere livet.

Prøv at kig på dit eget liv. Hvad sker der  i de perioder, hvor du er hængemule med mørke briller kontra når du har øjne der skinner og det hele bare kan komme an.

I det store perspektiv har vi selv en kæmpe indflydelse på vores eget liv. Jeg ved godt, at ulykke og sygdom har jeg ikke kontrol over, men jeg kan dælme godt kontrollere, hvordan min dag går generelt.

Er jeg den sure mor, der mogger alt og alle i knæ inden de rammer skole og arbejde, eller guider jeg igennem morgenen med ros og kys, så vi alle er en glad familie, der går dagen i møde. Er jeg kollegaen der synes der er for travlt, for koldt, for larmende, for mange, for lidt, for lugtende, for lyst, for mørkt, ja hende de andre ønsker ned og samle på arkivnumre i kælderen eller er jeg hende der er en del af den gode stemning, der skaber kreativitet, latter, sammenhold og gode oplevelser.

Det gode liv, det glade liv, det tilfredse liv kræver lidt benarbejde. Det kræver handlinger, at nå de mål vi sætter os. Det er heller ikke altid til at vi vide, hvad der kan høstes af det vi sår. Jeg kan se på mit eget liv, at der sker en masse gode ting når jeg gør gode ting. Så ved nærmere eftertanke, står høstmaskinen måske alligevel ikke står helt inde bagved, som jeg måske bilder mig ind.

Giv og du skal få. Får du ikke, er det muligvis fordi, du ikke har givet. Den kan godt være provokerende, så den lader jeg lige stå et øjeblik.

Pippi Langstrømpe

Hvis der er noget jeg har været 100-meter-verdensmester i, så er det at stoppe mig selv, før jeg overhovedet er kommet i gang. Det er ved at være et overstået kapitel. I dag er jeg mere som Pippi Langstrømpe ”det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert”.

Når jeg tænker på den sætning så smiler jeg. Både fordi der i mit hoved popper et billede op af den skøre Pippi, men også fordi jeg kan mærke min indre Pippi-styrke, der tror på mig og mine gode ideer 100%.

Jeg må indrømme, at jeg pt. er gået i tomgang på foredragsområdet. Jeg er så arbejdsramt, at det er en sand fornøjelse. Jeg er rendt tør for timer i døgnet til, at kunne nå alt det jeg gerne vil.

Jeg har været ret irriteret over, at det skal være sådan. Når jeg så er færdig med, at krumme med min tudekiks, så må jeg også bare erkende, at det er fysisk umuligt at nå alt, hele tiden. Så snart der igen er ledige timer, så bliver der igen skruet op for forberedelse-af-foredrags-knappen.

Når alt kommer til alt, så handler det om at passe på mig selv. Det er vigtigt at kende grænserne for, hvor meget jeg egentlig kan holde til, hvor meget søvn jeg behøver, hvor meget jeg skal arbejde, mængden af sjov og ballade i mit liv, hvor online jeg skal være, hvor tit jeg skal til stranden og vandre i vandkanten, hvor ofte jeg skal træne, hvem der er mine nærmeste, hvornår jeg laver noget, der giver indskud på plus-kontoen etc.

Så selvom det nogen gange kan føles som om, at det hele falder fra hinanden, der kan det faktisk være, at det hele er ved at falde på plads.

Vær beslutsom

Alle beslutninger har værdi, fordi de altid resulterer i enten tab eller gevinst. Hvis du går efter gevinst og succes, så gælder det om ikke at tøve og at holde fokus.

Det lyder da meget enkelt, hvorfor er det så, at det til tider kan føles som om, at der er flere tab end gevinster. Den opmærksomme vil svare ”fordi du tøvede og glemte at holde fokus”.

Tit sætter vi lighedstegn mellem succes, rigdom og berømmelse. Succes er det, jeg gør det til. For mit vedkommende har jeg succes, når jeg realiserer mine drømme og glædes over at nå mine mål. Succes er individuel, og kan være, at lære at læse, at bestigning K2, at starte sin egen virksomhed, at blive husejer, at opfinde en ny bæredygtig dims, at eje dit eget jetfly. Hvad er succes for dig?”

Ikke at du behøver at svare højt, men for at gøre dig opmærksom på, om du ved hvad der for dig tæller som succes. Det er ikke succesen i sig selv jeg er efter, det er mere at få øje på,  hvilke styrkesider du har haft i spil, for at nå dine succeser. Det er ofte de samme styrker vi bruger, og når de først bliver åbenlyse for os selv, så bliver det så meget nemmere at nå det næste mål, og det næste mål, og det næste mål igennem livet.

Jeg har her på det sidste glemt at være beslutsom. Jeg er så heldig, at jeg er omgivet af gode intentioner på alle niveauer i universet, og jeg har lige fået et velment skub i den rigtige retning.

Siden sommeren 2018 har det været min plan, at holde foredrag. Den oprindelig tidsplan var sensommeren, men tiden gik og jeg rykke lidt på planerne. Så blev det efterår, og når folk har spurgt til en dato, har jeg nølet lidt i svaret.

Jeg har manuskriptet klart og mangler sådan set kun at booke lokalet. Det har jeg også nølet med. Helt præcis den 30. december 2018 får jeg en besked fra en veninde at en aftenskole er i gang med at færdiggøre deres forårskatalog og søgte foredragsholdere. Hmm så syntes jeg altså, at det ville være at tilsidesætte mine egne mål, hvis jeg ikke tog denne her vink-med-en-vognstang-besked alvorligt. Jeg skrev lidt frem og tilbage med aftenskolen og 7. januar var jeg at finde i deres program.

Så er den ged barberet, og jeg er et skridt videre mod min succes, mit mål og min drøm. Jeg er nervøs og spændt, alt andet vil nok være underligt, men det største for mig er, at jeg fastholder mig selv i at nå et mål. Det har jeg tidligere i livet været rigtig god til at slække på, at opgive, at tale mig selv fra det. Det er fortid, og en ny æra kan begynde.

Mit foredrag bliver afholdt torsdag den 28. februar 2019 kl. 19:00 Den Gule Hal i Køge. Du kan læse mere på http://lysglimt.nu/event/refleksion-goer-dig-til-kaptajn-i-eget-liv/

Tilgiv

Når et godt brugt år er på sidsten, og 31. dag i december nærmer sig, så bliver jeg altid sådan lidt tankefuld. Jeg reflekterer over det år jeg har brugt, og hvad jeg har brugt det til. Hvad er der egentlig til mig at høste, for guderne skal vide, at der er sket meget i 2018, eller måske skal jeg sige også i 2018.

Det er ufatteligt, hvad jeg kan drive ud af det ene kalenderår efter det andet. Det er lige før, at jeg får præstationsangst, om jeg kan vride ligeså meget ud af 2019 som de forgangne år. Jeg er af den indstilling, at når jeg alligevel er her, så er det med at få noget med hjem i kurven.

En af mine refleksioner er tilgivelse. I min dagligdag møder jeg tit mennesker, der stille og rolige bliver ædt op indefra, af trælse oplevelser de ikke vil, eller kan, slippe og hvor de nægter at tilgive. Der findes mennesker, som bruger det meste af deres liv på, at være bitter og indebrændte.

Det er livet altså for kort til, hvis du spørger mig. Nogen gange er det en klog øvelse, at slæbe sig selv hen foran spejlet, for det er oftest der udfordringen er. Eller endnu mere interessant, det er der vi hver især har mulighed for, at foretage de største ændringer.

Når året er omme, og det er tid til at gøre status over, hvad jeg har foretaget mig, der ligger til et 12-tal og hvad der ligger til dumpekarakter, så popper ordet tilgivelse næsten altid op som det første.

At tilgive, er en overset win-win handling. Tilgive andre? Ja for pokker da, men måske allermest, at tilgive sig selv. At tilgive healer os.

Dengang jeg var barn i Midtjylland, havde jeg det ikke særlig godt i skolen. I dag vil man kalde det mistrivsel. Den klasse jeg gik i var blottet for sammenhold. Mobning og slåskampe var hverdag. Jeg blev mobbet, og jeg var desværre også med til at mobbe. Alle kneb var i brug for, at komme igennem skoledagen.

Da jeg skulle i 10. klasse flyttede jeg til København, og endte i verdens bedste klasse. Jeg havde det skønneste skoleår nogensinde. Dejlige minder. Når jeg har tænkt på mine skoleår i Jylland har det været med gru og rædsel.

Da klassen i Jylland, for 10-15 år siden, skulle fejre jubilæum, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville deltage. De mange dårlige oplevelser fyldte stadigvæk i mit liv. Jeg havde gået i klasse med min kusine, og på en eller anden måde lykkes det hende, at overtale mig til at tage med. Det var den mest healende aften man kan forestille sig. Da klassen mødtes, så jeg ind i øjnene på voksne mennesker, der alle sammen vidste, at skolelivet havde været mere eller mindre hård for os alle. Vi havde alle sammen en historie med os. Under middagen tog vi en hurtig her-er-jeg-i-mit-liv-runde, og med den store pensel, var vi allesammen trods alt kommet godt videre i livet med vores egne familier. Den aften blev der fortalt og grint og vi endte på den lokale bodega, hvor vi festede til langt ud på natten. I dag har jeg ikke en ond, trist eller tung tanke på min skoletid i Jylland. Den aften blev alt tilgivet.

Tilgiv ikke for andres skyld, men for din egen.

Glædelig jul og et fantastisk 2019