Bekymring er en stopklods

Jeg faldt over denne her forleden ”mit liv har været fyldt med bekymringer, og de fleste er ikke blevet til noget”. Den tyggede jeg lidt på, og så var jeg simpelthen bare nødt til at erkende, at det er sådan jeg har haft det rigtig meget. Ikke så meget mere, men engang.

I øjeblikket er jeg på kursus i grundlæggende projektledelse. Super spændende, og jeg har endelig fundet ud af, hvor jeg kan bruge min latente bekymringskompetence optimalt. Når et projekt skal planlægges og sammensættes, er der mange forløb og trin, der skal bearbejdes. Der er blandt andet ”hvad er det værste, der kan ske for projektet”, og her må jeg bare sige, jeg indtager uden problemer en podieplads.

Det er projektledelse, og der er det meget godt at kunne hive de sorte briller frem et kort øjeblik. I livet kan jeg, halvvejs igennem, blot informere, at det giver rigtig mange udfordringer at bevæge sig på bekymringens vej.

Jeg ved godt, at vi ikke kan styre vores tanker. Vores hjerne er en 8-sporet motorvej, hvor tankerne suser igennem med 400 km i timen. Nogen mener, at 80% af vores tanker er afsat til bekymringer. 80% . Jeg er til gengæld af den overbevisning, at jeg selv er herre over, hvor meget bekymringerne skal sabotere mit liv.

Tro mig, jeg har været igennem det, og det er benhårdt arbejde. Fordi præmien er så værdifuld, er det alt slidet værd. At være vågen på mit eget liv er det bedste jeg kan gøre for mig selv. Jeg har lært mig, at hvis jeg tænker det-værste-der-kan-ske, så skal jeg også tænke den-største-succes. Jeg har observeret, at når jeg skaber balance i tankerne på den måde, så fiser luften ud af katastrofetankerne. Det er ikke underbygget af en lægevidenskabelig undersøgelse, men min egen lille lommefilosofi, og den virker for mig.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, og især de helt sorte år da jeg var meget ung, det var sgu op ad bakke. Jeg vil ikke undvære et øjeblik, for det er en del af den jeg er i dag, men en gang imellem, så ønsker jeg, at jeg havde håndteret begivenhederne på en anden måde. Udfaldet var uden tvivl blevet det samme, men hullerne jeg skulle op ad dengang, havde nok været knap så dybe.

Jeg bliver aldrig for gammel til at lære eller til at blive en endnu bedre version af mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *