Stop op

Husk indimellem at sætte livet på nedsat tempo. Jeg har længe taget mig selv i at tænke ”det skal jeg lige se at få gjort en dag” og jeg kan faktisk godt se, at inden jeg får set mig om, så er jeg 102, sidder på plejehjem og tænker ”det skal jeg lige se at få gjort en dag”.

Jeg har ret unge forældre, og jeg kan huske da min far blev 40 og han fortalte, at han syntes, at tiden gik hurtigt. Jeg var 21 og havde tanken ”aarrhhh slap af, der er jo masser af tid”. Da han blev 50 sagde han, at de sidste 10 år var gået med lynets hast. Jeg var 31 på det tidspunkt, og havde virkelig tanken ”hvad pokker taler han om, det går da i et ok tempo”.

På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg 2 år senere skulle blive mor, og fra dag 1 begyndte tiden at speede op. 9 år senere blev jeg mor igen, og farten blev sat yderligere op.

Da jeg blev 50 for 2 år siden, tænkte jeg på, hvad min far havde sagt både 10 og 20 år tidligere, og nu måtte jeg altså give ham ret.

Det er som om, at fra det øjeblik jeg fik børn og til nu, der er der kun gået et øjeblik. Når jeg er i min hverdag, så går tiden ikke hurtigere end den går, og når jeg ser tilbage, så ved jeg godt, at så hurtigt er tiden heller ikke gået. Det føles bare som hurtigt.

Det er trods alt blevet til et hav af juler og nytårer, bunker af børnefødselsdage, konfirmationer, stævner i forskellige sportsgrene, utallige familiemiddage, frisørbesøg, runde fødselsdage, grillfester, dødsfald, uddannelser, skilsmisser, barnsygdage, højlydte skænderier og uenigheder, koncerter, restaurantbesøg, i tusindvis af arbejdsdage og overarbejdstimer, påbrændte saucer, institutioner i alle afskygninger, udtjente biler, sygedage, skoledage, lektier og eksamener, operationer og gipsindbundne arme, fede ferie og knap så fede ferier, flade cykler, bryllupper …. og meget meget mere.

Mit budskab, som måske er særlig tilegnet mig selv, så husk lige, med jævne mellemrum, at kaste håndankret, og gør lige nøjagtig kun det, der er nødvendigt og meget gerne flere dage i streg.

Livet er vist en række gode øjeblikke der tilsammen helst skal rime på lykke og kærlighed.

Bekymring er en stopklods

Jeg faldt over denne her forleden ”mit liv har været fyldt med bekymringer, og de fleste er ikke blevet til noget”. Den tyggede jeg lidt på, og så var jeg simpelthen bare nødt til at erkende, at det er sådan jeg har haft det rigtig meget. Ikke så meget mere, men engang.

I øjeblikket er jeg på kursus i grundlæggende projektledelse. Super spændende, og jeg har endelig fundet ud af, hvor jeg kan bruge min latente bekymringskompetence optimalt. Når et projekt skal planlægges og sammensættes, er der mange forløb og trin, der skal bearbejdes. Der er blandt andet ”hvad er det værste, der kan ske for projektet”, og her må jeg bare sige, jeg indtager uden problemer en podieplads.

Det er projektledelse, og der er det meget godt at kunne hive de sorte briller frem et kort øjeblik. I livet kan jeg, halvvejs igennem, blot informere, at det giver rigtig mange udfordringer at bevæge sig på bekymringens vej.

Jeg ved godt, at vi ikke kan styre vores tanker. Vores hjerne er en 8-sporet motorvej, hvor tankerne suser igennem med 400 km i timen. Nogen mener, at 80% af vores tanker er afsat til bekymringer. 80% . Jeg er til gengæld af den overbevisning, at jeg selv er herre over, hvor meget bekymringerne skal sabotere mit liv.

Tro mig, jeg har været igennem det, og det er benhårdt arbejde. Fordi præmien er så værdifuld, er det alt slidet værd. At være vågen på mit eget liv er det bedste jeg kan gøre for mig selv. Jeg har lært mig, at hvis jeg tænker det-værste-der-kan-ske, så skal jeg også tænke den-største-succes. Jeg har observeret, at når jeg skaber balance i tankerne på den måde, så fiser luften ud af katastrofetankerne. Det er ikke underbygget af en lægevidenskabelig undersøgelse, men min egen lille lommefilosofi, og den virker for mig.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, og især de helt sorte år da jeg var meget ung, det var sgu op ad bakke. Jeg vil ikke undvære et øjeblik, for det er en del af den jeg er i dag, men en gang imellem, så ønsker jeg, at jeg havde håndteret begivenhederne på en anden måde. Udfaldet var uden tvivl blevet det samme, men hullerne jeg skulle op ad dengang, havde nok været knap så dybe.

Jeg bliver aldrig for gammel til at lære eller til at blive en endnu bedre version af mig selv.