Mor i en sen alder

Jeg fik mit sidste barn, da jeg var 41 år. Der var flere, der syntes at de lige ville nævne, at jeg da aldrig kom i gang med at leve mit senior-liv.

Senior-liv helt ærligt, hvad er et senior-liv?

Da jeg Googlede ”hvad betyder senior-liv” poppede specielt 2 ord op ”pensionist” og ”ældre sagen”

Misforstå mig ikke, men jeg har altså ikke travlt med at blive pensionist. Der er mange måder at ældes på. På SOSU-vagter oplever jeg, hvordan livet kan bære os hen. Der er de frisk ældre/ gamle, og så er der også dem, der ikke er de superbedste reklamesøjler for pensionistlivet aka seniorlivet.

Der er rigtig mange hjem, hvor der for det meste er alt for stille, der lugter måske lidt indelukket, osten i køleskabet har triste skorper, planterne i vinduerne har visne blade, gardinerne er gulnede og det mærkes lidt ensomt. Jeg vil for alt i verden ikke bytte.

Jeg vil godt indrømme, at der er dage, hvor vores hjem syder af uenigheder, kæledyrene sviner, unger har venner med hjem og køkkenet ligner noget der er sprunget en bombe i, der er så meget uro og ingen synergi i larmelydene, at det er svært at tænkte en klar tanke. Ingen ved hvornår vi skal spise, og hvad vi skal spise, opvaskemaskinen er ikke tømt, tøjet ligger stadigvæk vådt i vaskemaskinen, i morgen skal den yngste have kage med i skole og vi har ingen bagekageingredienser …

… lige der i et kort øjeblik,  har jeg et par gange, eller fire,  lukket mine øjne og beamet mig tilbage til min singlehybel for 23 år siden … hold så lige kæft, hvor var der stille, indimellem lugtede der måske lidt indelukket, og man kunne sikkert også mærke ensomheden … pufff og jeg er med et smil og stor kærlighed tilbage til et inferno af larm, rod og kaos.

Jeg begyndte åbenbart mit liv med et senior-liv og opgraderede mig selv til et hjem med sus i sejlene. Uanset hvad jeg er op imod, så klarer jeg det altid. På den ene eller den anden måde, og med samarbejde,  bliver opvaskemaskinen tømt, der bliver lavet både aftensmad og bagt skolekage, tøjet kommet op at hænge til tørre og alle er gode venner igen inden, der bliver sagt godnat.

Jeg elsker hvert et øjeblik med mine børn, min uperfekte støjende familie. Jeg elsker, at jeg aldrig har haft travlt med at gøre karrierer, men prioriteret min tid med mine børn. Det er mit valg og jeg håber dælme, at andre gør de valg, der passer til deres familie.

Jeg deler ikke mit liv op i etaper. Det hele er et langt liv, hvor både op- og nedture er en del af lærepengene. Jeg sætter ikke etiket på, hvornår jeg er teen, ung, sen-ung, ældre, mere-ældre, senior, gammel og master.

Jeg har ikke travlt med at blive senior, jeg er taknemmelig for, at jeg har fået børn i en sen alder, og livet, det er der ingen facitliste på, men det skal føles rigtigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *