Pippi Langstrømpe

Hvis der er noget jeg har været 100-meter-verdensmester i, så er det at stoppe mig selv, før jeg overhovedet er kommet i gang. Det er ved at være et overstået kapitel. I dag er jeg mere som Pippi Langstrømpe ”det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert”.

Når jeg tænker på den sætning så smiler jeg. Både fordi der i mit hoved popper et billede op af den skøre Pippi, men også fordi jeg kan mærke min indre Pippi-styrke, der tror på mig og mine gode ideer 100%.

Jeg må indrømme, at jeg pt. er gået i tomgang på foredragsområdet. Jeg er så arbejdsramt, at det er en sand fornøjelse. Jeg er rendt tør for timer i døgnet til, at kunne nå alt det jeg gerne vil.

Jeg har været ret irriteret over, at det skal være sådan. Når jeg så er færdig med, at krumme med min tudekiks, så må jeg også bare erkende, at det er fysisk umuligt at nå alt, hele tiden. Så snart der igen er ledige timer, så bliver der igen skruet op for forberedelse-af-foredrags-knappen.

Når alt kommer til alt, så handler det om at passe på mig selv. Det er vigtigt at kende grænserne for, hvor meget jeg egentlig kan holde til, hvor meget søvn jeg behøver, hvor meget jeg skal arbejde, mængden af sjov og ballade i mit liv, hvor online jeg skal være, hvor tit jeg skal til stranden og vandre i vandkanten, hvor ofte jeg skal træne, hvem der er mine nærmeste, hvornår jeg laver noget, der giver indskud på plus-kontoen etc.

Så selvom det nogen gange kan føles som om, at det hele falder fra hinanden, der kan det faktisk være, at det hele er ved at falde på plads.