Tilgiv

Når et godt brugt år er på sidsten, og 31. dag i december nærmer sig, så bliver jeg altid sådan lidt tankefuld. Jeg reflekterer over det år jeg har brugt, og hvad jeg har brugt det til. Hvad er der egentlig til mig at høste, for guderne skal vide, at der er sket meget i 2018, eller måske skal jeg sige også i 2018.

Det er ufatteligt, hvad jeg kan drive ud af det ene kalenderår efter det andet. Det er lige før, at jeg får præstationsangst, om jeg kan vride ligeså meget ud af 2019 som de forgangne år. Jeg er af den indstilling, at når jeg alligevel er her, så er det med at få noget med hjem i kurven.

En af mine refleksioner er tilgivelse. I min dagligdag møder jeg tit mennesker, der stille og rolige bliver ædt op indefra, af trælse oplevelser de ikke vil, eller kan, slippe og hvor de nægter at tilgive. Der findes mennesker, som bruger det meste af deres liv på, at være bitter og indebrændte.

Det er livet altså for kort til, hvis du spørger mig. Nogen gange er det en klog øvelse, at slæbe sig selv hen foran spejlet, for det er oftest der udfordringen er. Eller endnu mere interessant, det er der vi hver især har mulighed for, at foretage de største ændringer.

Når året er omme, og det er tid til at gøre status over, hvad jeg har foretaget mig, der ligger til et 12-tal og hvad der ligger til dumpekarakter, så popper ordet tilgivelse næsten altid op som det første.

At tilgive, er en overset win-win handling. Tilgive andre? Ja for pokker da, men måske allermest, at tilgive sig selv. At tilgive healer os.

Dengang jeg var barn i Midtjylland, havde jeg det ikke særlig godt i skolen. I dag vil man kalde det mistrivsel. Den klasse jeg gik i var blottet for sammenhold. Mobning og slåskampe var hverdag. Jeg blev mobbet, og jeg var desværre også med til at mobbe. Alle kneb var i brug for, at komme igennem skoledagen.

Da jeg skulle i 10. klasse flyttede jeg til København, og endte i verdens bedste klasse. Jeg havde det skønneste skoleår nogensinde. Dejlige minder. Når jeg har tænkt på mine skoleår i Jylland har det været med gru og rædsel.

Da klassen i Jylland, for 10-15 år siden, skulle fejre jubilæum, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville deltage. De mange dårlige oplevelser fyldte stadigvæk i mit liv. Jeg havde gået i klasse med min kusine, og på en eller anden måde lykkes det hende, at overtale mig til at tage med. Det var den mest healende aften man kan forestille sig. Da klassen mødtes, så jeg ind i øjnene på voksne mennesker, der alle sammen vidste, at skolelivet havde været mere eller mindre hård for os alle. Vi havde alle sammen en historie med os. Under middagen tog vi en hurtig her-er-jeg-i-mit-liv-runde, og med den store pensel, var vi allesammen trods alt kommet godt videre i livet med vores egne familier. Den aften blev der fortalt og grint og vi endte på den lokale bodega, hvor vi festede til langt ud på natten. I dag har jeg ikke en ond, trist eller tung tanke på min skoletid i Jylland. Den aften blev alt tilgivet.

Tilgiv ikke for andres skyld, men for din egen.

Glædelig jul og et fantastisk 2019

2 tanker om “Tilgiv”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *