Kys ensomheden farvel

Det er en fornøjelse at se, hvor stort et fokus der i år har været på ensomhed. Den kommer i mange afskygninger, findes i alle sociale samfundslag og rammer ung såvel som gammel. Jeg har sagt det før, jeg ved det, men det er simpelthen så vigtigt for mig, at budskabet kom ud “afskedskysset med ensomheden er din egen kamp”.

Jeg kan virkelig ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem vores mere og mere digitale hverdag, og udbredelsen af ensomhed. Det enkelte menneske behøver i princippet ikke at forlade sit hjem for at eksistere. Det er muligt at bestille hjemmefrisør, -læge, -fodterapeut og -tandlæge. Alle fornødenheder kan fremskaffes på det store internet og leveres direkte til hoveddøren. Det er muligt at se film, spille lotto og blive holdt opdateret på alle nyheder. Alle vennerne opdaterer deres dagbog på sociale medier. Kort sagt, kan alle dage være pyjamasdage, uden at forbindelsen med omverdenen mistes. Men bliver forbindelsen med den virkelige verden amputeret?

Jeg læste forleden en artikel om ensomhed og julen. Der var blandt andet en mand på 44 år, der de sidste 10 år har holdt jul alene. Han har ingen kontakt med sin familie og vil ikke belemrer sine venner med hans selskab juleaften. Altså der siger jeg så, at hvis jeg kendte ham, så ville han simpelthen få det mest kærlige lods i rumpen. Enten kunne han sidde med ved vores julebord eller også ville jeg hjælpe ham med at vende sit blik imod alle de muligheder alenelivet trods alt tilbyder.

Samfundet skriger efter frivillig hjælp. Det spænder fra det lokale plejehjem, diverse foreninger og klubber til psykiatrien, nødhjælpsorganisationer og hjælp-udsatte-i-samfundet-projekter. Mulighederne er uendelige. Det handler om, at pudse den brille, der kan se 360 grader, og komme i gang med at bygge sig et givende netværk. Er man arbejdsløs, er man venneløs,  ønsker man blot noget fornyelse i livet, så google hvor din hjælp mangler. Fyld kalender op med spændende projekter, et nyt hver dag, hvis du magter.

Man skal ikke være blind for, at ved at tilbyde sin hjælp som frivillig, så sætter man også sig selv i en enestående win-win position. Man hjælper andre, og derigennem hjælper man sig selv. Uden at gøre så meget udvides netværket, og ensomheden bliver langsomt, men sikkert, kørt ud på et sidespor.

Jeg ved alt om, hvordan det er lige at skulle tage den dybe indånding, og kaste sig ind over dørtrinnet. Det kan sagtens koste en overvindelse, men til gengæld så er gevinsten så stor, at man ikke må snyde sig selv for at stå på vinderpodiet. Ved at være frivillig møder man så mange mennesker i alle mulige livssituationer, og efter kort tid er man del af et fællesskab, man måske kun har kunnet drømme sig til.

Giv det et forsøg. Hvad er det værste der kan ske?”

4 tanker om “Kys ensomheden farvel”

  1. Du er bare en helt fantastisk pige.
    Der er mere af din mor i dig, end du måske går og regner med.
    God jul til dig og dine.
    Kh Ellen

    1. Hej Ellen.
      Mange tak for de fine ord, og ja jeg er min mors datter.
      Glædelig jul til dig og hele familien.
      Kh Gitte

  2. Jeg elsker dine indlæg Gitte <3
    Jeg er meget enig med dig når man tager ensomhed som reel ensomhed hvor man isolerer sig fra fællesskabet.
    Men hvad med de mange sårbare sjæle som ikke nødvendigvis er alene, men de har en ensomheds følelse dybt inde i sjælen fra det som livet nu har budt, hvordan får vi i fællesskab skabt fokus på den form for ensomhed ??

    1. Hej Sanne.
      Uanset hvordan jeg vender og drejer livets op- og nedture, så er jeg stadigvæk af den overbevisning, at det første skridt skal man selv tage. Ingen kan få hjælp, hvis man ikke vil hjælpes. Det gælder iøvrigt alle aspekter i livet.
      Når valget om, at træde ud af ensomhedens skygge er taget, så kan vi sagtens blive enige om, at processerne, værktøjerne og målsætningerne er forskellige for det enkelte menneske.
      Der er et valg som skal tages, inden hjulene kan sættes igang.
      Glædelig jul til dig og hele den skønne familie.
      Kærligst Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *