Tilgiv

Når et godt brugt år er på sidsten, og 31. dag i december nærmer sig, så bliver jeg altid sådan lidt tankefuld. Jeg reflekterer over det år jeg har brugt, og hvad jeg har brugt det til. Hvad er der egentlig til mig at høste, for guderne skal vide, at der er sket meget i 2018, eller måske skal jeg sige også i 2018.

Det er ufatteligt, hvad jeg kan drive ud af det ene kalenderår efter det andet. Det er lige før, at jeg får præstationsangst, om jeg kan vride ligeså meget ud af 2019 som de forgangne år. Jeg er af den indstilling, at når jeg alligevel er her, så er det med at få noget med hjem i kurven.

En af mine refleksioner er tilgivelse. I min dagligdag møder jeg tit mennesker, der stille og rolige bliver ædt op indefra, af trælse oplevelser de ikke vil, eller kan, slippe og hvor de nægter at tilgive. Der findes mennesker, som bruger det meste af deres liv på, at være bitter og indebrændte.

Det er livet altså for kort til, hvis du spørger mig. Nogen gange er det en klog øvelse, at slæbe sig selv hen foran spejlet, for det er oftest der udfordringen er. Eller endnu mere interessant, det er der vi hver især har mulighed for, at foretage de største ændringer.

Når året er omme, og det er tid til at gøre status over, hvad jeg har foretaget mig, der ligger til et 12-tal og hvad der ligger til dumpekarakter, så popper ordet tilgivelse næsten altid op som det første.

At tilgive, er en overset win-win handling. Tilgive andre? Ja for pokker da, men måske allermest, at tilgive sig selv. At tilgive healer os.

Dengang jeg var barn i Midtjylland, havde jeg det ikke særlig godt i skolen. I dag vil man kalde det mistrivsel. Den klasse jeg gik i var blottet for sammenhold. Mobning og slåskampe var hverdag. Jeg blev mobbet, og jeg var desværre også med til at mobbe. Alle kneb var i brug for, at komme igennem skoledagen.

Da jeg skulle i 10. klasse flyttede jeg til København, og endte i verdens bedste klasse. Jeg havde det skønneste skoleår nogensinde. Dejlige minder. Når jeg har tænkt på mine skoleår i Jylland har det været med gru og rædsel.

Da klassen i Jylland, for 10-15 år siden, skulle fejre jubilæum, havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville deltage. De mange dårlige oplevelser fyldte stadigvæk i mit liv. Jeg havde gået i klasse med min kusine, og på en eller anden måde lykkes det hende, at overtale mig til at tage med. Det var den mest healende aften man kan forestille sig. Da klassen mødtes, så jeg ind i øjnene på voksne mennesker, der alle sammen vidste, at skolelivet havde været mere eller mindre hård for os alle. Vi havde alle sammen en historie med os. Under middagen tog vi en hurtig her-er-jeg-i-mit-liv-runde, og med den store pensel, var vi allesammen trods alt kommet godt videre i livet med vores egne familier. Den aften blev der fortalt og grint og vi endte på den lokale bodega, hvor vi festede til langt ud på natten. I dag har jeg ikke en ond, trist eller tung tanke på min skoletid i Jylland. Den aften blev alt tilgivet.

Tilgiv ikke for andres skyld, men for din egen.

Glædelig jul og et fantastisk 2019

Kys ensomheden farvel

Det er en fornøjelse at se, hvor stort et fokus der i år har været på ensomhed. Den kommer i mange afskygninger, findes i alle sociale samfundslag og rammer ung såvel som gammel. Jeg har sagt det før, jeg ved det, men det er simpelthen så vigtigt for mig, at budskabet kom ud “afskedskysset med ensomheden er din egen kamp”.

Jeg kan virkelig ikke lade være med at tænke på, om der er en sammenhæng mellem vores mere og mere digitale hverdag, og udbredelsen af ensomhed. Det enkelte menneske behøver i princippet ikke at forlade sit hjem for at eksistere. Det er muligt at bestille hjemmefrisør, -læge, -fodterapeut og -tandlæge. Alle fornødenheder kan fremskaffes på det store internet og leveres direkte til hoveddøren. Det er muligt at se film, spille lotto og blive holdt opdateret på alle nyheder. Alle vennerne opdaterer deres dagbog på sociale medier. Kort sagt, kan alle dage være pyjamasdage, uden at forbindelsen med omverdenen mistes. Men bliver forbindelsen med den virkelige verden amputeret?

Jeg læste forleden en artikel om ensomhed og julen. Der var blandt andet en mand på 44 år, der de sidste 10 år har holdt jul alene. Han har ingen kontakt med sin familie og vil ikke belemrer sine venner med hans selskab juleaften. Altså der siger jeg så, at hvis jeg kendte ham, så ville han simpelthen få det mest kærlige lods i rumpen. Enten kunne han sidde med ved vores julebord eller også ville jeg hjælpe ham med at vende sit blik imod alle de muligheder alenelivet trods alt tilbyder.

Samfundet skriger efter frivillig hjælp. Det spænder fra det lokale plejehjem, diverse foreninger og klubber til psykiatrien, nødhjælpsorganisationer og hjælp-udsatte-i-samfundet-projekter. Mulighederne er uendelige. Det handler om, at pudse den brille, der kan se 360 grader, og komme i gang med at bygge sig et givende netværk. Er man arbejdsløs, er man venneløs,  ønsker man blot noget fornyelse i livet, så google hvor din hjælp mangler. Fyld kalender op med spændende projekter, et nyt hver dag, hvis du magter.

Man skal ikke være blind for, at ved at tilbyde sin hjælp som frivillig, så sætter man også sig selv i en enestående win-win position. Man hjælper andre, og derigennem hjælper man sig selv. Uden at gøre så meget udvides netværket, og ensomheden bliver langsomt, men sikkert, kørt ud på et sidespor.

Jeg ved alt om, hvordan det er lige at skulle tage den dybe indånding, og kaste sig ind over dørtrinnet. Det kan sagtens koste en overvindelse, men til gengæld så er gevinsten så stor, at man ikke må snyde sig selv for at stå på vinderpodiet. Ved at være frivillig møder man så mange mennesker i alle mulige livssituationer, og efter kort tid er man del af et fællesskab, man måske kun har kunnet drømme sig til.

Giv det et forsøg. Hvad er det værste der kan ske?”