Vi er som kamæleoner

Da jeg blev teenager, og for alvor begyndte at interessere mig for, hvad der skete på den anden side af den trygge havelåge, blev jeg også opmærksom på, at dem jeg har i min tætte vennekreds, er det slags menneske jeg selv er. Jeg kan huske, at der engang var en, der sagde til mig ”som udgangspunkt vurderer andre dig ud fra, hvem du har i din omgangskreds”.

Jeg kan levende forestille mig, hvad mit ungdomsklogskabskropsprog har signaleret, men som voksen kan jeg kun tilslutte mig den gode læresætning, at det er lige nøjagtig sådan det er. Jo mere vi er opmærksomme på det, des nemmere er det at fylde vores liv med relationer, der er gode for os, relationer der er med til at opbygge og stabilisere.

Jeg tror ikke, at det er noget man lige lære huuuhej på et 8 ugers højskoleophold henover sommeren. Det er det lange seje træk, der hedder opdragelse og daglig påvirkning. Det er grundlæggende byggesten i vores fundament og livsindstilling. Derfor er det også så vigtigt, at vi hver eneste dag kigger vores børn i øjnene og mærker efter i hjertet. Fortæller dem om livet, lytter til dem, ser dem, og derigennem lære, hvad der er rigtig og forkert, hvad der er givende og hvad der ikke er. Lur mig om ikke vi andre også lære en ting eller to i samvær med ungerne.

Der er mange aspekter i det gode liv, og det gode liv er forskelligt fra menneske til menneske, og så alligevel ikke helt. Uanset om du er indisk fårehyrde, amerikansk brugtbilsforhandler, russisk skovhugger eller dansk bagersvend, så har vi som mennesker nogle basale behov, der skal dækkes, og jo flere basale behov der dækkes des mere overskud opbygger du i livet. Det er eksempelvis rigtig svært at lytte og lære i skolen, hvis du mangler søvn eller er sulten.

Hvorom alting er, så er det i de år vi vokser op og bor hos forældre, eller andre opdragende voksne, at bevidstheden om de kloge valg og de rigtig dumme valg blive belyst. Har man taget nogle af de dumme valg, så er det heldigvis muligt, at ændre beslutningen senere på ruten, det er måske lidt mere bøwlet, men dog muligt.

Jeg har stort set altid haft gode venner og veninder. Har de ikke været gode, så har de enten ikke holdt længe eller også blev de aldrig nære men blot perifære. Den veninde jeg har haft længst er helt tilbage til, da vi var 5 år, og så er resten ellers kommet dryssende til igennem årene. Jeg var rigtig skidt til at få veninder i mine unge år. I min skoletid var mobning hverdag, så tillid var ikke det jeg havde mest af i rygsækken.

I det øjeblik jeg opdagede, hvad den manglende tillid gjorde ved mig og mit liv, gik jeg i gang med at ændre min indstilling, og derigennem ændre mit syn på mig selv og relationer til andre mennesker.

Mine veninder spiller alle en vigtig rolle i mit liv. De er den slags veninder der blander sig, og kommer med gode råd, også når de ikke bliver spurgt. Kamæleon-klubben. Vi kan spejle os i hinanden.

Vi ligner hinanden, uden overhovedet at ligne hinanden. Vi har områder, hvor vi er så forskellige som det overhovedet kan lade sig gøre, vores opvækst er meget uens, vores ydre er ikke en kopi, vores jobfunktioner spænder vidt, politiske diskussioner kan blive meget larmende, vores kernefamilier har hver deres udtryk, men vores grundværdier og -holdninger de er noget nær den samme. Det er vores lim, det er det klistrede stads, der binder os sammen.

Jeg vil gerne vurderes udfra den omgangskreds jeg har.

Forskellen er den samme

Det er fuldstændig lige meget om du er tyk eller tynd, kvinde eller mand, rig eller fattig, og jeg er ret overbevist om, at det også er ligegyldigt om du er med eller uden ben fra knæet og ned.

Det du skal igennem af med- og modgang i livet skal du igennem.  Og dermed punktum. Her kunne mit indlæg så godt slutte, men det ville være for få ord fra mig.

Der er ingen rungende forskel på, om du er berømt eller du er total anonym. Vi får alle sammen udfordringer i livet, og de skal håndteres. Så er der altid dem over i det lidt dunkle hjørne, der sidder og gnasker tudekiks og snøftende udbryder: ”jamen dem med penge de har det meeeeeget nemmere” eller ”dem der er smukke har sleeeeeet ikke så mange øv-dage som mig” eller ”deres familie er også så sammentømret såååååårrrhhh de kan sagtens”. Her er svaret igen ”nej, det tror jeg så ikke du skal regne med”.

Prøv lige at læs godt efter… det er kun dårlige undskyldninger for, at holde dig selv tilbage fra det du virkelig gerne vil, eller det du virkelig skal have løst for at komme videre, eller det som virkelig går dig på og derfor er en kæmpe spærring for at leve frit. Der er kun en der stopper dig for at komme derhen, hvor du gerne vil, og det er dig.

Der er ingen, og jeg gentager ingen, der har fordel eller har det nemmere end andre. Det kan godt være, at det ligner, at der er nogen der skøjter glat igennem livet, men sådan forholder det sig ikke. Så bumfallera, nu er den illusion bristet og det er hermed muligt, at rykke videre frem i livets spil.

Lad være med at bruge krudt på det græs, der ikke er grønnere på den anden side, for det er kun et spørgsmål om vinkel og belysning. Dit græs er perfekt grønt, og når du bruger din energi på at holde fokus på dit, så bliver det automatisk meget nemmere alt sammen.

Det er tilladt at glædes over andres succes. Det er rent faktisk meget givende at værdsætte andres fremgang. Andres fremgang og succes har også noget til dig, det er ubetinget din opgave, at finde ud af hvad det er.

Mulighederne er her

Hvis vores øjne kunne modtage på alle frekvenser, så tror jeg vi ville få en helt masse brugbare information, og en masse af livets store spørgsmål ville blive besvaret. Måske det er meget godt at vi ikke kan se det hele.

Jeg tror eksempelvis på, at vi konstant er omgivet af chancer. Med det mener jeg, at vi hele tiden vader rundt i ideer og muligheder, og de ligger klar til at blive plukket og brugt. Nogen griber dem, og gør noget ved ideen, mens andre lystigt lader hele skidtet fare forbi.

Kender du det, at du har en tanke på noget, og bumbummelum så findes det? Jeg kan huske, at for mange år siden, da jeg næsten lige var flyttet til vandkantsdanmark og sandwich endnu var et storbysfænomen. Der syntes jeg, at byen manglede en lækker sandwichbar. Jeg indrømmer, jeg var ikke frisk på, at investere den tid, der skulle til. Jeg vidste også, at ideen var god, og hvis ikke jeg snuppede den, så var der en anden der gjorde. Ganske rigtigt, inden for kort tid derefter, kom der en sandwichbar i det område jeg havde talt om. Der var en der greb ideen, og var villig til at give, hvad der skulle til.

Sådan foregår det konstant. Ideer skydes afsted, og nogen griber og bringer dem til virkelighed. Derfor er det også hele tiden muligt, at foretage sig noget nyt i livet. Vi skal ikke nødvendigvis foretage os det samme fra vi går ud af skolen til vi rammer pensionen. Hvis du får en ide, så brug den eller accepter at andre gør.

Der farer ideer rundt, som gælder for alle af livets områder. Stilstand findes ikke. Der er hele tiden noget godt i støbeskeen. Det er meget rart at vide, og især de dage, hvor livet føles lidt tungt og op ad bakke. Der giver det måske meget god mening, at læne sig lidt tilbage, og mærke efter, hvad der er af ideer i luften. Hvilke skal jeg gribe og hvilke skal jeg lade gå videre til andre.

Hvad tillader du

Det er så nemt, at pege på alt og alle,og mene at det er dens og dens skyld, for det ene og det andet i sit liv. De har svigtet, og du er såret og skuffet. Et godt stykke hen ad vejen giver jeg dig ret. Især i vores barne- og ungdomsår er vi super sårbare og påvirkelige. Vi kan ikke andet end at tro på det, de voksne fortæller os.

Så er det at vi bliver voksne, og der mener jeg, at det er helt op til os selv, hvor meget vi vil deltage i legen, og hvor meget vi vil skuffes og såres. Vi kan rent faktisk ikke rigtig bebrejde andre mennesker, for i bund og grund gør de lige nøjagtig så meget, som vi lader dem gøre. Det er os selv, der skal vågne op, og lægge mærke til, hvad vi tillader andre, at gøre ved os.

En kæreste der er utro. Vi er selv herre over, om det er ”5 kolde tæer i rø…” eller om vi tilgiver og lever videre, enten som altid eller med forandringer.

Et job, hvor chefen er uretfærdig og der er et dårligt arbejdsmiljø. Vi skal beslutte, om vi vil blive eller finde noget andet.

En veninde der bare altid kommer for sent. Det bliver hun nok ved med indtil den dag du stopper med at vente på hende.

Og sådan bliver vi konstant udsat for store og små situationer. Nogle er mere grelle end andre, nogle er blot et lille rids mens andre er dybere sår. Jeg har stop-knappen og bestemmer hvornår der skal trykkes på den.

Det er rigtigt, at det sagtens kan skabe et kæmpe røre i både mig selv og mine omgivelser, når jeg gør noget andet end jeg plejer. Du skal bare huske på, at det ikke er en popularitets-konkurrence jeg deltager i, det er faktisk mit liv og jeg går efter den bedste version, så egentlig skal jeg blot beslutte mig for, hvor vigtig er jeg for mig.

Jeg tror ikke på, at du en morgen skal vågne op og montere dig krigerpandebånd og så ellers kappe alt og alle i dit nærvær ved knæene med dit nyslebet samurai-sværd. Det skal foregå i et tempo du selv kan følge med i, og selv kan stå inde for. Små skridt i din rigtige retning er bedre end at lade stå til.

Små forandringer kan have stor virkning.