Ensomhedens modgift

Jeg ved godt, at jeg ”sagtens kan”, for jeg har stadigvæk hjemmeboende børn, jeg er gift, min mand kommer hjem hver evige eneste dag, jeg arbejder, jeg har gode veninder, gode relationer og et stort netværk.

Det er dog værd at bemærke, at jeg ikke har mine gode veninder, fordi jeg har siddet passivt hjemme i sofaen og ventet på, at nogen skulle ringe på min dør. Det kræver en investering af mig, det kræver en investering af veninderne og så naturligvis en del tid, for at komme dertil.

Selvom jeg har øv-dage, selvom jeg i bund og grund er voldsom genert, selvom jeg kan svede af nervøsitet, selvom jeg synes det er vældig grænseoverskridende, at være til arrangementer, hvor der er flere fremmede end bekendte, så er det afsted med mig, fordi lysten til at opleve noget nyt er større end ulysten. Måske lærer jeg lige nøjagtig i dag et nyt menneske at kende, eller jeg snubler over en ny spændende indfaldsvinkel til livet.

Uanset hvad, så har jeg den holdning, at så længe min krop er udstyret med et fuldt funktionsdygtigt bevægelsesapparat er det pinedød mit eget ansvar, at få et optimalt liv, og få opfyldt de behov og forventninger jeg måtte have til livet generelt. Måske er det der vi skal slæbe hele ensomhedssnakken hen.

I en hjemmepleje-aftenvagt kom jeg til en gammel dame, hvor der kl. 22:15 stadigvæk var lys i hele lejligheden. Inden jeg var kommet igennem hoveddøren, kunne jeg mærke, at det var en aktiv dame jeg skulle besøge. Hun havde lige lavet kaffe, og hun syntes simpelthen ikke at døgnet havde nok timer. Hun snakkede og snakkede og på et tidspunkt sagde hun ”når jeg er i dagcentret, så spørger jeg de her gamle mennesker, der hænger med mulen og kun taler om hvor kedeligt og ensomt det hele er, hvorfor pokker de ikke laver noget i hverdagen, der er da masser at give sig til”. Jeg kunne ikke lade være med at smile og tænke ”hende der, det er mig om 40 år”

Min datter sagde en dag. ”Mor, når nu Tobias og jeg bliver voksne og vi skal holde jul med vores svigerfamilier, så kommer dig og far til at sidde alene juleaften. Det er da synd for jer”.

Det er virkelig sådan nogle betragtninger, der bare smelter mit moderhjerte, og hvor jeg positivt ved, at jeg med mine børn, har gjort noget rigtigt i denne verden. De er meget betænksomme og omsorgsfulde, så måske derfor er det ekstra vigtigt for mig at fortælle dem, at det skal de ikke tænke på. Det er ikke vores børns eller andres ansvar, at vi har en meningsfyldt juleaften alene uden den nærmeste familie. Her må jeg lige indskyde, at det samme gælder for de resterende 364 døgn i året.  I de juler hvor min egen familie er andetsteds, kan jeg sagtens se mig selv være med til, at give andre en skøn jul, enten i eget hjem eller til julearrangementer et eller andet sted.

Alfa og Omega er, at så længe der er mennesker på denne jord, så kæmp med alt hvad du har for at styre udenom ensomheden. Det er vigtigt at vide, at der altid er nogen, der er interesseret, der er altid et eller andet arrangement eller klub der har brug for frivillige, der er brug for dig og der er brug for mig.

Enhver lang rejse begynder med beslutningen om, hvilken retning du vil gå de første skridt.

Perfekt eller?

Jeg har alt for meget igennem livet forsøgt, at leve op til en masse forventninger. Forventninger der måske ikke engang var der, men som jeg troede var der. Andres forventninger er en ting, mine egne forventninger, puuuhaaa det er meget værre.

Den dag jeg erkendte at jeg ikke er…  altså jeg indså at jeg ikke er … ja det jeg vil sige er, at fra det øjeblik, hvor jeg sagde højt til mig selv ”jeg er ikke perfekt”, så forsvandt der også en masse forventninger.

Der er nok mange, der har det på sammen måde, derfor kan det godt virke opsigtsvækkende, at det ikke altid er sådan det afspejler sig i samfundet

Vi er efterhånden alle sammen på en eller anden form for social medie, hvor vi kan udstille os selv og vores liv i realtid, og måske på en sådan måde, som vi forventer, at andre forventer, at se vores liv.

En dag, hvor du har tiden, så prøv lige at smutte lidt rundt og se billeder. Os selv, smukke, lækre – perfekt. Restauranten – perfekt. Vores hjem – perfekt. Bilen/ bilerne – perfekte. Ungernes skolepræsentationer – perfekte. Ferier – perfekte. Brunchen – perfekt. Venindekomsammenfrokost – perfekt. Barnedåb – perfekt. Perfekt, perfekt og perfekt.

Jeg kan godt forstå de perfekte billeder, for uperfekte billeder kan skabe alt for mange spørgsmålstegn og bekymringer på den anden side af skærmen.  Det er vel nær det samme, som når vi ude i den virkelig verden møder en vi kender og spørger ”hvordan går det?” og langt de fleste vil svare ”godt”, uanset hvilket kaos de er igennem.

Hvorfor undvige og svare ”godt”? For mit vedkommende kan det være, fordi det i nuet er nemmest. Jeg er måske på vej i Netto, og synes ikke jeg har tiden eller overskuddet til at fortælle, hverken den korte eller lange version af ”jahh det går sgu ret skidt du, det er sådan at .…” Der kan jo være mange gode grunde til, hvorfor vi forsøger at fremstå perfekt, eller i hvert fald signalere, at her går det godt.

Hul i om perfekthedsbillederne er fulde af løgn, bare rigtige mennesker i kød og blod tæt på os kender den sande historie, og står last og brast med os, uanset om det går op eller ned. For det gør det. Der er gode dage, og der er andre dage.

Livet er en gave. Ikke noget ”men” eller ”det er også bare fordi”. Der er mere endnu… Livet er ikke bare en gave. Livet er en gave, hvor jeg kan få lige det jeg gerne vil have. Hvis det ikke allerede er sådan, så må jeg finde ud af hvordan jeg får det.