Etiketter NEJ TAK

For pokker da osse, jeg fik lige et overhop i hjertet. Sidder og kigger på ejendomme til salg. Ikke fordi jeg skal købe noget, men det er en hyggeting jeg altid har haft. Før i tiden – dengang livet var uden www – der var søndagens boligsektion et af ugens højdepunkter.

Tilbage til nutiden og ejendomssalg på nettet.  ”Lækker senior 50+ bolig”. Et kort øjeblik stod alt stille.

Senior og 50+ i samme sætning. 50+ er også 70, det er jeg helt med på, men at Senior-begrebet begynder ved 50, den havde jeg alligevel ikke set komme.

Stop nu lige engang.  Jeg er 50+ og jeg identificere mig ikke med ”senior”. Jeg passer da ikke ind i en præ-olle-kolle-uden- hjemmeboende-børn-profil. Misforstå mig ikke, olle-kolle-miljø det er skam godt, for dem der vil leve på den måde, min pointe er, at jeg ikke opfatter 50 = Senior.

Nu skal vi heller ikke gøres ældre end vi er. Rent faktisk synes jeg tendensen er, at vi er yngre i vores sind end i krop. Arbejdslivet slider ikke på kroppen som tidligere, dengang mine bedsteforældre var unge. Mine forældre var da heller ikke gamle, da de var 50. De er da ved Gud heller ikke gamle i dag, hvor de nærmere sig 70. Jeg kan ikke se dem i et olle-kolle-område, og da slet med den flok hujende børnebørn de holder sig.

Det er lidt en skam, at vi stadigvæk sættes i bås i forhold til alder. Jeg ved godt, at det er en vane og etiket-fabrikken har arbejdet på højtryk siden vi var små. Trodsalderen, teenager, de vilde ungdomsår, de voksne tredivere og nu tyder alt på at jeg er kommet til de frie seniorår.

Til det må jeg simpelthen finde det knaldrøde STOP-skiltet frem, jogge hælene i, træde på bremsen og skrige af mine lungers fulde kraft ”nej gu er jeg ikke nikke nej senior”.

Det er så træls, at en bestemt alder antyder, at vi skal mases ind i en form med en etiket på siden. Jeg synes det var træls i mine unge år, og jeg synes det er træls nu. Og det er bare ikke altid, at der er plads i den form, vel? En gang imellem – eller måske oftere end jeg bemærker – kan jeg godt føle mig som en dej, der i første omgang passer til formen. Efterhånden som jeg udvikler mig, så er det, at jeg hæver. Ud over kanten på formen. For nogen er det først der balladen for alvor begynder. For disse nogen, kan der være en stor modstand på udviklingen og forandringen. Etiketten passer ikke længere.

Hvis vi nu alle sammen var en lille smule mere opmærksom på, hvilke etiketter vi printer ud og sætter på os selv og andre. Så vil det måske være nemmere at være menneske. Nemmere at turde at gøre noget nyt. Nemmere at give slip. Smid ud og ryd op i etiket-bunken.

Giv plads til at blive det du drømmer, og gør det du synes er rigtigt for dig selv.

Gajol-visdom #1

Jeg kan lige så godt nummerere Gajols visdomsord fra begyndelsen, for de vil med garanti dukke op drypvis. Jeg ved godt, at man bare kan Google, men jeg føler mig udfordret i at finde fordybelse i én enkelt sætning (som når man åbner en Gajol pakke) når jeg er på en www-side, hvor jeg kan springe hid og did imellem jeg-ved-ikke-hvor-mange sjove, finurlige, dybe, indsigtsfulde og tankevækkende sætninger.

”Venlighed er den olie, der fjerner tilværelsens gnidninger.”

Jeg synes jo, at venlighed er det nemmeste i hele verden at praktisere. Det kræver ikke mere end et øjeblik, rørt op med interesse, og drysset med nærvær.

Alle, eller i hvert fald de fleste, reagerer prompte på venlighed. Det er som der står skrevet ”olie”, og olie kan smyge sig ind i selv den mørkeste krog.

Venlighed er et universalsprog. Det kan forstås af alle individer på kloden, på tværs af sprog, verdensdele, alder, køn og kultur. Jeg tror, det er en medfødt evne og det er ikke så ringe endda at ødsle med venlighed i alle livssituationer.

Det er utrolig, hvordan venlighed fungerer. Selv små venlighedserklæringer i hverdagen har stor virkning på de mennesker, der er involveret. Bemærk hvad der sker, når vi holder døren for en mor, der kommer med indkøbsposer i begge hænder, og efter hende kommer et par små unger trissende, eller når vi giver os tid til at lytte til et andet menneske, der har noget på hjertet der skal slippes fri. Venlighed bliver heldigvis brugt hele tiden, og tit tænker vi ikke engang over at vi gør det.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi giver og modtager venlighed, for der tilføres livsenergi og -lyst til alle parter. Det er en måde, at føle sig set på. Det er en måde, at bruge sig selv positivt på. Venlighed skaber også glæde og kærlighed.

Brug rigelig med venlighed, det kommer kun godt tilbage

Gør det alligevel

Det kan godt være at du er pi***bange for at gå over en bro, men gør det alligevel. Det kan også godt være at du slet slet slet ikke bryder dig om at være i store forsamlinger, gør det alligevel. Jeg taler af egne erfaringer. Jeg ved godt at det lyder nemt, og tro mig, det er det overhovedet ikke.

Jeg mødte angst første gang da jeg var 25 år. Jeg tror, at har angst først været en del af livet, så slipper man aldrig af med den, til gengæld er det muligt at lære at leve med den. Det er der jeg er i dag. Jeg ser angsten som en berigelse i mit liv, for den gør, at jeg bliver nødt til at tage bevidste valg.

Det er virkelig noget bras, når vi begynder at rode med vores hjerner. Det er så kompliceret, og selvom vi tror vi har styr på det, så må vi nok bare erkende, at det har vi ikke. Jeg behøver vel bare at henlede opmærksomheden på Psykiatrien, der er på benhård overarbejde.

Jeg vil til enhver tid påstå, at hvor jeg har mit fokus er der jeg høster. Vi kender vel efterhånden allesammen indianer-fortællingen om bedstefar, der fortæller barnebarnet om den hvide ulv og den sorte ulv, der altid kæmper inde i os. Den lille dreng spørger til sidst ”hvilken ulv vinder” og bedstefar svarer ”den du fodre”.

For mig har vejen frem været mange psykologsamtaler, italesættelse af min angst og en så normal hverdag som muligt. Jeg har faktisk eksisteret helt normalt. På et tidspunktet i forløbet blev min tilstand så god, at der er mennesker derude, der ikke har en anelse om, at jeg har været syg af angst, også selvom vi måske var kollegaer på det tidspunkt og sås hver dag.

Det handler vel i bund og grund om at finde ud af, hvad er godt for mig og hvad virker. Den behandlingsform jeg har brugt passer til mig, fordi jeg er sådan en der taler. Jeg taler og synes og mener. Jeg er også ærlig og så kan jeg sagtens være stille. Stille kan blandt andet bruges til refleksion. Refleksion er guld i arbejdet med at komme ud af angst, fordi refleksion belyser fra mange sider, helt uden at pege fingre eller placere skyld. Sådan virker min refleksion i hvert fald.

Jeg har gjort ting, selvom jeg har følt, at jeg var ved at dø af angst. Kørt i elevator, spist blandt andre, gået i supermarked, kørt i bus og tog, fløjet, gået på diskotek, været i rum med mange mennesker og mange andre situationer der var angstfremkaldende.

Jeg kan huske en gang jeg var til fodboldkamp på Brøndby Stadion sammen med min far. Tribunerne var fyldt op og stedet summede af stemningsfyldte mennesker. Oppe i luften hang en helikopter i tomgang – eller hvad det nu hedder, når den hænger stille det samme sted. Jeg kunne mærke at katastrofetankerne samlede sig stille og roligt i krogene, og jeg begyndte at trække vejret hurtigere. På et tidspunkt kiggede jeg op mod helikopteren og sagde til min far ”tænkt hvis de har en bombe deroppe som de smider ned midt i det hele”. Først kiggede han på helikopteren og så kiggede han på mig. Med et lille smil og lidt irritation i stemmen svarede han ”du er sgu hyggelig at have med til bold”.

Den situation tror jeg beskriver min vej ud af angstens klamme klo meget godt. For selvom angsten har været der, så har jeg fastholdt mig selv, mine relationer og omgangstonen. Der har ikke været noget ”nåårrhhh” eller misforstået omsorg eller ”noget vi ikke taler om”. Det har til tider været den kulsorte humor, der har skubbet mig tilbage imod lyset. Et godt grin, der har fået det hele til at gå væk. Det har betydet, at det for mig har været nemmere at være i. Fordi det trods angsten har lignet sig selv. Selvom alt indeni mig har været kaos, så har jeg haft masser af genkendelighed at gribe fat i.

Dine holdepunkter er din styrke

Mønsterbryder-ferie

I hverdagen er vi så gode til at gå i de samme spor, som blev trådt i går, og i morgen jogger vi videre i det spor, der blev trådt i dag. Uden vi opdager det, så er meget en gentagelse, og hvis vi taler rutiner, så er det jo ikke så ringe endda.

Hvis vi ikke tale rutiner, så er det ikke så godt, og det er en af grundene til, at jeg er tosset med vores ferier.

Vores ferier gør mig til nyt menneske. Det er der naturligvis mange forskellige årsager til. For det første er det en befrielse, at stille væggeuret rigtig langt væk aftenen før den første feriedag. Dernæst så finder jeg altid ud af en ting eller to omkring min ”normale adfærd” som kan justeres eller helt slettes. Det er egentlig såre simpelt, at det sker på ferier. For i den periode er der mere stille inde i mit hoved. Når hverdagslivets symfoniorkester brager igennem med arbejde, skole, indkøb, kage-til-kollegaer, betalingsservice, bilværksted, vasketøj, skolebeskeder, familiebesøg, gåture i skoven, punkteret cykel og meget mere i den dur, så lytter jeg ikke så meget til mig selv. Når jeg har ferie, og det hele går i et mere adstadigt tempo. Der kan jeg virkelig høre det mindste pip helt indefra.

En af mine største sejre i år, opdagede jeg faktisk først få dage før ferien var slut. Jeg har haft et minimum af katastrofetanker. Der har været en lille angst-rumlen, men aldrig noget der fyldte. Det er yderst bemærkelsesværdigt, især i betragtning af, at vi har kørt 3.600 km på det europæiske vejnet, spist restaurantmad minimum 2 gange dagligt i 11 dage, desuden har vi krydset ”oceanet” Østersøen 2 gange og vi har kørt igennem små tunneller fra få hundrede meter til verdens 3. længste tunnel på 16,918 km. Det vildest på hele ferien har været, at jeg på intet tidspunkt har haft styr på placering af hverken hospitaler eller praktiserende læger. Jeg har ikke engang været klar over telefonnumre til disse. Mit kæmpe sortiment af apoteksmedikamenter har heller ikke været at finde i pakkenellikerne. Sommerferie 2018 er et kvantespring for mig.

Vi har holdt ferie i San Remo. Meget af vejnettet på den side af Italien, er bygget på kæmpe pyloner, der snor sig som en slange over dybe dale. Det er vildt imponerende og skræmmende på samme tid. Men Hey det er Italien, Europa, der sker da ikke noget.

… så langt var jeg kommet med at skrive mit indlæg, der skulle handle om, at jeg ikke havde haft katastrofetanker på ferien. Der tikker en breaking news ind på min telefon. ”En motorvejsbro kollapset i Italien”. Jeg sidder som forstenet og læser overskriften. Vi har været mindre en 10 km væk fra den bro for 12 dage siden. Hvis vi havde ændret vores destination i løbet af ferien, som vi talte om, så havde turen gået over broen.

Jeg er stadigvæk meget rystet. Når jeg tænker på det, så snurre det i mine håndled og ankler. Det er mine første tegn på angst. Jeg har heller ikke sovet så godt om natten. Tankerne står i kø, og det er som om det er en konkurrence om, hvem der kan komme med det værste senarie.

Jeg ved godt, hvordan jeg skal håndtere tankerne, men der er så mange, og de kommer fra alle fronter, så det er hårdt arbejde. Der skal så meget logik og modargumentation til for at skabe nogenlunde ro, så hvis jeg ikke var så gammel og viis, som jeg er, så ville jeg sandsynligvis ende i apati som for 25 år siden.

De skide pyloner kan altså kollapse og mennesker dør rent faktisk af det. Jeg ved godt, at det er sjældent, men det er bare så tæt på, når nu vi lige har kørt på italienske ”pylon-veje”, og vi lige har kigget ind over Genova inden vi smuttede nordpå mod Schweiz.

Du vil kunne finde en Gajol-pakke hvorpå der står ”Optimisten tager ofte lige så tit fejl som pessimisten – hun har det bare sjovere”. Det er faktisk ikke helt tosset skrevet. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at når jeg ser tilbage på mit liv med angst, så har jeg brugt en masse god tid på at være bange og forestille mig katastrofer der kunne ske i mit liv. Det er heldigvis aldrig sket. En kollapset pylon-bro i Italien er en katastrofe, endda en af de større. Jeg var ikke på broen da det skete. Jeg lever. Jeg tager “du-kan-sateme-tro-nej-hatten” på og fortsætter som planlagt.

For mig er livet et valg, det samme er angst og begrænsninger.

Heltegerninger

Det er så nemt at udnævne et andet menneske til helt, men jeg kender ingen anden betegnelse for uforbeholdent at hjælpe andre, og nogen gange også helt fremmede, ud af en træls situation.

Alle mennesker er nogens helt. Vi gør alle sammen handlinger for at hjælpe andre. Det er ikke engang sikkert, at vi selv opfatter at vi har gjort noget særligt for andre. I hvert fald så sker det hele tiden omkring os.

Det kan da godt være, at det ikke er det største sus i heltekappen, at lade hende bag mig i køen komme foran, fordi hun skal have så lidt og jeg skal have så meget. Men måske gør den handling at hun når toget, og kommer til tiden til hendes første date med hendes store kærlighed, og de lever lykkeligt til deres dages ende. Eller den bil jeg lukker ind på en tætpakket landevej gør, at faderen når at hente ungerne i skole og de lige med nød og næppe kommer til badminton. I øvrigt så vinder lige nøjagtig de børn OL-guld 10 år senere. OL … jeg indrømmer, der lod jeg mig vist gribe at stemningen, måske alle er glade bare ungerne når badminton til tiden. Det kan også være at hende den lidt trætte dame bliver glad over at jeg lige hilser ”hej” idet vi passere hinanden på gaden, at sprede glæde er også en helte-gerning.

Hvorom alting er, så har min familie og jeg mødt en helt. På vej hjem fra vores helt fantastiske sommerferie i Italien. Et sted i Tyskland. Klokken 02:30. 6 timer fra hjem. Vi var trætte. Ungerne lidt hyggesulten. Bilen blev tanket til kant og ungerne bestilte lidt at spise. Da jeg når til kassen blev mit kort afvist. Jeg vidste positivt, at der var dækning, så jeg smuttede ud og hentede min mands kort. Der skete det samme. Afvist.

Vi blev henvist til en hæveautomat ved indgangen, men lige lidt hjalp det. Vi stod i Tyskland, midt om natten, havde 40 euro på lommen men vi skyldte 70 euro.

Det var et rigtig øv-regnestykke. Jeg var en kende træt af mig selv. Hele ferien havde jeg været meget omhyggelig med at have rigelig med kontanter på mig, for ikke at ende i denne her situation. Jeg følte mig sikker på, at igennem Tyskland ville der ikke komme problemer med at betale med kort, så kontantbeholdningen var kørt i bund.

Nå men nu er jeg aldrig kommet særlig langt i livet på bebrejdelser og negativitet, så min hjerne begyndte at arbejde sig hen imod at få løst den trælse situation.

Ud af ingenting stod der en dame og talte dansk til mig. Hun ville meget gerne hjælpe med betaling. Det gjorde hun, og fagre nye verden mobilepay’ede jeg penge til hende.

Lige der var hun vores helt. Jeg tror ikke hun ser på sig selv som en. Hun tog hele situationen helt afslappet. ”Fortsat god tur” sagde hun mens hun gav mig et meget omsorgsfuldt klap på skulderen.

Som bonus kan jeg så berette, at damen fortalte, at har man hævet mange penge i udlandet indenfor 30 dage, så bliver kortet af sikkerhedsmæssige årsager spærret. Jeg ringede til banken, der midt om natten, og blev bekræftet i, at det var rigtigt. Kortet blev nulstillet og vi kunne fortsætte turen hjemad uden flere økonomiske kvaler.

På benzintanken mødte vi en helt, der solgte os mønt, og på telefonen mødte vi en helt, der pustede liv i vores kort igen.

Pak aldrig heltekappen for langt væk, man ved aldrig hvornår der er brug for den.